Kostpolitik i Børnehuset Syvhøje
Redigeret oktober 2025
Har jeres barn en fødevare allergi, eller der skal tages andre hensyn til kosten, bedes I være opmærksomme på at medbringe egen kost til barnet, når og hvis vi har en form for fællesspisning i institutionen. Det være sig ved fødselsdage, julefrokoster, påskefrokoster, båldage mm. Tal med barnets stuepædagoger om hvad menuen består af, hvis det ikke fremgår på Famly (kalenderen).
Vi sørger for at skabe en tryg og rar stemning ved måltiderne. Vi vækker børnenes nysgerrighed overfor nye fødevarer ved at tale om de forskellige ting i madkassen (læs også vores SMITTE vedr. frokostspisning)
Vi vil gerne, at I som forældre ved, at det er jeres ansvar, hvad I putter i jeres barns madpakke – og vi blander os som sådan ikke i, hvad barnet skal spise eller i hvilken rækkefølge. Vi lærer barnet ved frokostbordet at spise en mad ad gangen.
Vi giver gerne råd til jer forældre, hvis I støder på en problematik i forhold til jeres barns medbragte mad.
Børnene har deres drikkedunk med til bords til frokost.
Ved aftale med vuggestuen kan de mindre børn få sødmælk ellers serveres der
skummetmælk i kopper.
Børnene medbringer egen morgenmad og vi sørger for mælk.
Ved børnenes fødselsdag aftales på stuen hvordan og hvorledes, I ønsker at holde den. Som oftest sørger fødselsdagsbarnet for en fælles frokost til alle på stuen, og en lille dessert i form af et lille stykke kage eller andet. Dertil får børnene enten saft, vand eller mælk.
Vi oplever af og til en velment gavmildhed fra jer forældre i form af kage til uddeling på stuerne. Det må naturligvis ikke tage overhånd, vi tager hellere imod frugt, rosiner m.m. Vi er mange børn og voksne i huset, hvor fødselsdage bliver fejret – kage ud over det, bliver for meget sukker.